Pensionist på college

Kan man være studerende som 67-årig? Ja, man kan! Efter 35 år som gymnasielærer i dansk og fransk gik jeg på pension i 2008 og indkasserede en skattefri bonus på 100.000 kr. for lang og tro tjeneste. Den besluttede jeg at bruge den på noget anderledes,  inspirerende og givtigt for migselv: Jeg meldte mig på semester-kurset ”The NOW of storytelling” på Emerson College i Sydengland. Den 18. september forlod jeg derfor med bankende hjerte min partner, min lejlighed, min bil og mit modersmål for at indkvartere mig på ni kvadratmeter med seng, skrivebord, stol, skab, håndvask og med fælles køkken og bad på gangen, som jeg deler med tolv andre på Emmerson College.

Her på denne blog kan du følge med i, hvordan det går mig i mit nye liv.

Selvbiografiske fortællinger

Der er nu gået 2 uger siden jeg har rørt min blog. Det afspejler meget godt at vi nu er inde i den siste travle fase af kurset. Vi har lært en masse om stemmeføring, pauser, polariteter, persontegning osv. og det gør at vi arbejder dybere med hver fortælling. Vi bruger også tid på at udveksle fortællinger 2 og 2 og derefter give feed back. Det er meget lærerigt, men tidskrævende. Vi fik alle fortalt vores “wondertales” for gruppen, og jeg kunne lægge min “Guldgås” (Grimm) på hylden for en tid. Jeg tager den dog op igen i næste uge, da jeg vil fortælle den til den afsluttende fortælleforestilling.

I den uge der lige er gået, har vi arbejdet med selvbiografiske fortællinger. De 2 lærere fortalte hver en rigtig fin selvbiografisk historie, så inspirationen var på plads.
Vores første opgave var så at vælge et erindringsstof, som vi ville arbejde med. Derefter skulle vi finde en indledende og en afsluttende sætning og sige dem i gruppen, så vi havde en ramme om vores historie. (Der kunne dog redigeres i dette senere).
En god øvelse vi havde i forbindelse med erindringsstoffet, var at fortælle vores egen historie i 3. person til en partner, som derefter skulle give den tilbage til os i 1. person.
Det var fint at få en ny vinkel på historien, for det gjorde det klart hvad der var uklart, men også hvad der var kærnen i historien.
Vi kunne derefter gå i gang med at strukturere stoffet mere og bruge de forskellige fortælletekniske greb.
Hvorfor skal der fortælles selvbiografiske historier?
Vi blev alle mødt med spørgsmålet: Hvad er gaven til lytteren i din historie? Hvorfor skal den fortælles?
og først, når vi havde gjort os det klart, kunne vi arbejde videre med fortællingen.

At arbejde med erindringsstof kan imidlertid føre til at gamle skygger fra fortiden kommer ud af skabet, og det skete i flere tildfælde. Selv måtte jeg erkende at den historie jeg ville fortælle om skoleskift i 11-årsalderen fra en tryg, men begrænset verden til en større og mere udfordrende verden, førte mig ind i sårbare områder. Det blev dog tacklet af god coaching fra lærerne og gode samtaler med folk i gruppen.
Vi har nu arbejdet sammen i 11 uger og kender hinanden godt. Atmosfæren i gruppen er tryg og fuld af opbakning, så jeg ser frem til de sidste 2 uger med store forventninger til både mig selv og de andre på kurset.

Vi skal slutte forløbet med 2 fortælleforestillinger i festsalen “Ruskin Hall”, hvor der kommer en masse gæster.
Det skal nok få os op at køre.
Jeg skal have finpoleret “Guldgåsen”. Jeg håber den kommer til at skinne!

GÅ TIL YDERLIGHEDER – ELLER BLIV HJEMME

Vores kursus er nu inde i den sidste fase. Kun 4 uger tilbage, og i ugen der er gået, er vi igen blevet udfordret:
‘Find ekstremerne i din historie – overdriv, gå til yderligheder – du kan altid skrue ned for blusset senere’, lyder det fra lærerne. ‘Vores samfund opfordrer os til at være på den sikre side, søge zonen i midten, undgå det ekstreme, men fortællingerne kan tage os med til de højeste bjerge og dybeste afgrunde, og vi kan formidle de historier, hvis vi holder os fra Disneyficering og udjævning af modsætningerne’ – ja, sådan lød den lille peptalk, som indledte ugens undervisning, og den blev fulgt op af en øvelse, hvor vi parvis skulle finde modsætninger i vores fortælling, dyrke dem, overdrive dem og vise dem frem for hinanden. Den seriøse og den alvorlige, den vilde og den tamme, den unge og den gamle osv. blev fremstillet i ekstrem form, og når man først har været der, er det lettere at give det i den rigtige dosis senere hen i fortællingen – og fortællingerne i denne uge er alle “wondertales” – trylleeventyr – mange af dem er Grimms eventyr – vi har hver vores egen tekst, men hjælper hinanden med at bearbejde dem.

Petalk nr. 2 kom i form af et digt af middelalderdigteren Kabir:
This seeking my friend
is a tremendous task
a raging fire it is
jump in if you wish to be baked
for if you are merely curious
this fire will destroy you.

Budskabet er ikke til at tage fejl af -eventyrene er vores dialogpartnere, og de kan overraske os, fortælle os ting som vi ikke har lyst til at høre, eller der kan være oversete hjælpere gemt i dem, men at gå uden om ilden eller “den varme grød” er ikke målsætningen for dette kursus. Vi bliver udfordret til at finde de steder i fortællingen hvor vi er forbundet med den og mærker hvor den rammer os. Kort sagt at være i The NOW of storytelling, som er titlen på dette kursus.

Ud over arbejdet med fortællingerne i undervisningen har vi også som opgave at stå for åbent hus fortælleaftnerne om torsdagen i vores “Hut of storytelling”. I denne uge var jeg vært sammen med Sarah, og det indebærer at vi skal rekruttere fortællere, sammensætte programmet, præsentere fortællerne og runde af. Desuden er der den praktiske side med at sørge for en passende baggrund, udsmykning eller hvad der nu passer ind i temaet.
Vi fik sammensat et program med digte, 4 fortællinger og et par kanons, så aftenen forløb som vi havde håbet, og endnu er god uge er til ende.

Marianne fortæller i "Hut of storytelling"

Sangvinsk, melankolsk, flegmatisk eller kolerisk?

Rosie, Dana, ego og Andrew

I fredags tog vi afsked med Ashley Ramsden, som har været den ene af vores to lærere i den første halvdel af kurset, men han skal nu undervise i USA og senere i Holland. Hans erfaring med storytelling lagde fundamentet under den første del af kurset, og det var ikke let at sige farvel til en så erfaren og dybt engageret lærer, men vi havde lavet en lille afskedsceremoni med en sang, og han kvitterede med at fortælle os en af sine allerbedste historier.
Ny lærer er Sue Hollingworth, som satte alle sejl til for at lære os godt at kende og hjælpe os med at indfri vores forventninger til os selv på dette kursus. Hun har virkelig ikke sparet på kræfterne, og i vores sædvanlige fredagsrunde, faldt der mange gode ord til Sue for hendes helhjertede indsats for at bygge videre på processen med at komme dybere og dybere ind i arbejdet med storytelling.
Sue brugte tid på at se på storytelling med udgangspunkt i den klassiske opdeling i de 4 temperamenter, sangvinsk, melankolsk, flegmatisk og kolerisk.
Vi har arbejdet med at finde de 4 temperamenter som de udfolder sig i de fleste eventyr, og vi har også prøvet at se på vores egen forankring i de 4 temperamenter – ikke for at putte os i 4 kasser, men for at bruge de klassiske begreber som et værktøj til at forstå os selv bedre.
De fleste af os har nemlig som regel mere eller mindre let adgang til 3 af de 4 temperamenter, men ofte er der et af temperamenterne, hvor kontakten er svagere, og hvor det kan være godt at lære af andre, som har let adgang til den side af sig selv – eller lære af eventyrene, hvor vi kan finde de forskellige temperamenter eller sider af personligheden udfoldet på mange forskellige måder.
Vi har øvet os, leget, grint og grædt, men ikke kedet os.
Vi har også fået en ny udfordring. Et eventyr udvalgt af lærerne til os personligt- et eventyr som vi skal arbejde i dybden med i de næste 2 uger.
Jeg har fået “The golden Goose ” – Guldgåsen fra Grimms eventyr, så jeg er spændt på hvad denne historie nu vil sige mig.

SÅ ER DET UD!

Vi lytter til historier i "Hut of storytelling" torsdag aften.

Sidste uge skulle vi have en gæstelærer. Jeg havde ikke lyst til at udskifte vores sædvanlige lærere – det gik jo bedre end godt – men så kom Malcom Green!
Han skulle undervise os i fortælling udendørs – og vi kom UD!
Først skulle vi OPLEVE naturen, så vi fik lov at gå barfodet rundt på de visne blade for at føle med fødderne, og vi skulle lave et lydkort over naturens lyde med lukkede øjne. Vi skulle med bind for øjnene gå i retning af trommelyde, og vi skulle “tale med ” naturelementer, så her kommer en
prøve:

CONVERSATION WITH A NETTLE

Where do you come from?

I come from the earth like you.

What do you do here?

I vibrate!

Are you happy?

I don’t know what it means – I defend myself against such questions.

Oh, excuse me!

Don’t excuse yourself – vibrate!

I will vibrate with you.

Oh, I like company, but don’t come too close.

You are a quiet one. Thank you for being there!

En anden øvelse bestod i at vi skulle finde hver vores sted
ude i en lille skov tæt på skolen. Vi skulle sidde stille i 45 minutter og iagttage og nyde stedet.
Efter de 45 minutter skulle vi vise vores sted til en anden på holdet og dele vores oplevelser.
Sidste del af opgaven bestod i at skrive en “invocation” på baggrund af vores oplevelser, så her kommer min:

Come protecting trees
come synphony of leaves
yellow, green, grey, brown
calming my eyes.
Come sparrows,
come you little playing birds
with your choir of gifts
to my listening mind.
Come mossplants – you green stars of the wood
a cushion for my thoughts
a green bed for hopes and growth.
Come moving wind
you are the new tune
that touched my cheeks today.

Nu ikke mere lyrik!
Vi lærte også at fortælle ude i naturen på et sted som vi selv valgte som baggrund for vores fortælling.
I små grupper gik vi ud og lyttede til hinandens historier. Jeg havde fået besøg af Ib, så han fik æren af at følge med rundt – og han så oven i købet ud til at nyde det.

SUPPE

Suppeklubben - Linden West

Vi har en suppeklub på vores kollegium, Linden, West.
Det var min tur til at lave suppe i onsdags. Jeg havde købt 2 blomkålshoveder og 2 persillerødder, men var godt klar over at det var i underkanten, hvis mange dukkede op, så jeg sagde mange tak, da Kaja tilbød at bidrage med et græskar, som hun oven i købet skar ud for mig.
Lidt efter dukkede Andrew op med et par æbler og en chili, som han tænkte ville forhøje smagen, så det kom i gryden.
Rosie havde biodynamisk bouillon, som kom i – og sammen med mine krydderier og noget sojamælk var suppen nu på vej mod et højdepunkt af smagsoplevelse. Rosies blender gjorde resten.
Til sidst kom Kaja med kogte kornprodukter, som gav suppen en mere fyldig konsistens.
I mellemtiden var Ti Suk kommet til, og hun tilbød at bidrage med nudler, som hun kogte ved siden af i en krydret sovs.

Da vi satte os til bords, trak Andrew et friskbagt foccaciabrød ud af ovnen, så suppe, nudler og brød gik op i en højere enhed, og alle 8 munde blev mættet.
Opskriften kan jeg desværre ikke rekonstruere!

Så blev det Haloween

Sidder igen søndag aften og ser tilbage på den forløbne uge.
Efter endnu et par omgange med gennemgang af vores fortællinger og individuel coaching en halv time om aftenen
var alle vi historiefortællere klar til at fyre vores historier af onsdag aften.
Der skulle dog først lige udskæres græskarhoveder, bages Haloween-biscuits og pyntes op med flagermus, spindelvæv, spøgelser og andet af samme skuffe.
Tirsdag aften, da alt var klaret, kom Dorte, min veninde og kollega på Katedralskolen gennem 26 år på besøg.
Hun var med onsdag aften til Haloween-fejringen – først i vores fortællerhytte for børn fra 5 til 9 år og deres forældre og derefter i Ruskin Hall for børn fra 9 til 12 år og
voksne interesserede.
Det var dejligt at møde tilhørerne og mærke børnenes engagement i fortællingerne. De er gode lyttere, og der er ingen falsk høflighed, hvis historierne ikke falder i deres smag, men det gjorde de – både fortællingerne for de små og de lidt større.
Da det hele var fyret af, blev der festet, trommet og danset. Dagen efter var det tid til evaluering:
God stemning -gode historier. Meget energi var brugt på sagen.
"Husk at der skal være tid til at hvile og gå ture!" kom det fra Daniela, den italienske læge på vores hold. Vi
andre nikkede bifaldende.
Resten af torsdagen og hele fredagen var fri, så Dorte og jeg cyklede ud i de skønne sydengelske "rolling hills" – og
efter disse skønne cykeltyre er jeg klar til en ny uge.

Ingen Haloween uden græskarhoveder